Sider

søndag den 24. februar 2013

Hæklet pulsvarmere med stangmaske-krydser

Det sidste stykke tid har jeg leget lidt med krydsede stangmasker.

Jeg har blandt andet hæklet disse pulsvarmere, hvor der hækles et stangmaske kryds mellem 2 muslinger:


Jeg synes det giver en sjov effekt, og det samler muslingerne på en anderledes måde end man ellers plejer at se dem.

Et stangmaske kryds hækles egentlig over 3 masker hvor man i 3. maske hækler den første stangmaske, så hækles 1 luftmaske og 2. maske springes over og herefter hækles endnu en stangmaske tilbage i 1. maske (man går altså 2 masker baglæns fra masken hvor man hæklede den første stang maske).

Forvirret? Prøv engang, for det er ikke så svært.

I mønster delen på disse pulsvarmere hækles der kryds stangmasker omkring en fastmaske mellem muslingerne, og der hækles derfor først til venstre side, så 1 lm, og så hækles der 1 stangmaske højre om fastmasken - vupti så er der et stangmaske kryds.

Nål nr. 5
Garntype: Lima i naturfarvet fra Hjertegarn

Start med 33 lm, hækl 1 fm i hver maske, vend med 1 lm, og hækl dernæst i fm i bagerste maskeled rækken hen.

1. omg: vend med 1 lm og hækl 1 fm i første m, *skip 3 m, dernæst 7 stgm i næste m, skip 3 m og hækl 1 fm i næste* gentag rækken ud og slut med 1 fm i sidste m

2. omg: vend med 3 lm, hækl 1 hstgm i 2. m på muslingen, 2 lm, 1 fm i midten af muslingen, *2 lm, 1 stgm venstre om fm'en mellem muslingerne, 1 lm, 1 stgm højre om fm'en mellem muslingerne så der dannes et kryds, 2 lm, 1 fm i midten af muslingen* - gentag *-* rækken ud, der afsluttes med 2 lm efter fm'en i midten af muslingen, skip 1 m, 1 hstgm i næste, 1 lm og 1 stgm i sidste m.

3. omg: vend med 1 lm, hækl 1 fm i første m, *hækl 7 stgm i fm'en i midten af muslingen og 1 fm i midten af krydset af stgm'er fra forrige omgang*. Gentag *-* omgangen ud, afslut med 1 fm i sidste m
4. omg: vend med 3 lm, hækl 1 hstgm i 2. m på muslingen, 2 lm, 1 fm i midten af muslingen, *2 lm, 1 stgm venstre om fm'en mellem muslingerne, 1 lm, 1 stgm højre om fm'en mellem muslingerne så der dannes et kryds, 2 lm, 1 fm i midten af muslingen* - gentag *-* rækken ud, der afsluttes med 2 lm efter fm'en i midten af muslingen, skip 1 m, 1 hstgm i næste, 1 lm og 1 stgm i sidste m. 

Mønster rapporten gentages 7 gange = 8 rækker mønster i alt

I toppen har jeg hæklet 1 række fastmasker = 33 styk der fordeles i musling mønster rapporten således: 2 fm på den ene side af muslingen, 1 fm i midterfm'en, 2 fm på næste side af muslingen, 1 fm i første krydset stgm, 1 fm i mellemrummet, 1 fm i næste krydsede stgm.

Næste række fm'er hækles i forreste maskeled = 33, dernæst endnu 1 række fm'er  men i begge maskeled = 33 styk.

Så laves der en række krydset stangmasker: start med 4 lm, skip 2 masker,  i 3. maske hækles den første stangmaske, så hækles 1 luftmaske og 2. maske springes over og herefter hækles endnu en stangmaske tilbage i 1. maske (dvs. man går altså 2 masker baglæns fra masken hvor man hæklede den første stang maske). Hækl 10 kryds i alt.

Vend med 1 lm og hækl 1 fm i første maske. Nu hækles der *3 stgm + 1 picot + 3 stgm  i første  stangmaske kryds, 1 fm i næste stmg-kryds* gentag så der er 5 muslinger i toppen. Afslut med 1-2 fm'er til sidste m. Bryd garnet og hæft ender.

Sy sammen og lad 5 cm stå åben til tommeltotten - hækl evt. 10-12 picot'er rundt i kanten, det giver en rigtig sød finish når man har dem på!

fredag den 22. februar 2013

Hæklet mobil etui med ananasmønster


Dette mobil etui hæklede jeg sidste forår som en konfirmationsgave! Jeg har efterhånden lavet et par stykker af disse, og nu har jeg endelig fået skrevet opskriften ned - så den deler jeg lige med jer:



Nål 4.5
Garntype: rest af 100% Bomuld 8/8 eller rest af Rasmillas tykke luksusgarn

Passer f.eks til iPhone eller smartphones (der er ca. 11-12 cm høje og 5-6 cm i bredde)

Vi starter med bunden:

1. omg: Hækl 13 lm, sæt nålen i 3. maske fra nål, hækl 1 hstgm, fortsæt med 1 hstgm i hver m ad lm-rækken, i sidste maske hækles 3 hstgm, arbejdet drejes og der hækles nu 1 hstgm i hver maske indtil sidste m, i denne hækles 1 hstgm og der samles med 1 km i 2 lm fra start . Der er nu 24 masker i den ovale bund

2. omg: hækl 1 fm i bagerste maskeled omgangen rundt = 24 m
 
Siderne starter her: 
 
1. omg: (indsæt evt. nu en hjælpe tråd der holder styr på runderne for dig) hækl en række af 1 fm gennem bagerste maskeled i hver maske omgangen rundt = 24 m

2. omg: hækl 1 fm i bagerste maskeled i hver maske omgangen rundt = 24 m

3. omg: hækl 1 fm i bagerste maskeled i hver maske omgangen rundt = 24 m

4. omg: hækl 1 lm, læg hjælpetråden ind her, skip 1 m, 1 fm i næste m, skip 4 m, hækl 7 dstgm i næste m, skip 4 m, 1 fm, 1 lm, skip 1 m, 1 fm, skip 4 m, hækl 7 dstgm i næste m, skip 4m, 1 fm (du skal nu være tilbage til start ved hjælpetråden)

5. omg: om lm-buen fra sidste omgang hækles der først 1 km, 3 lm (tæller som 1 stgm), 1 stgm og i muslingens første stangmaske hækles *1 hstgm, 1 lm* i alt 7 gange. Om næste lm-bue hækles 2 stgm, gentag nu *1 hstgm, 1 lm* i alt 7 gange i næste musling, slut med 1 km i 3. m af de 3 lm fra start

6. omg: start med 1 km så nålen er mellem de 2 stgm fra forrige runde, hækl 3 lm (tæller som 1 stgm), 1 stgm. Hækl dernæst **1 fm i lm-mellemrummet mellem første & anden hstgm fra forrige omgang, og hækl dernæst *3 lm, 1 fm* i næste mellemrum - gentag *-* til der i alt er 5 lm-buer**. Hækl 2 stgm mellem stgm’erne fra forrige omgang og gentag nu **-** omgangen ud. Slut med 1 km i 3. m af de 3 lm- fra start.

7. omg: start med 1 km så nålen er mellem de 2 stgm fra forrige runde, hækl 3 lm (tæller som 1 stgm), 1 stgm, 1 lm, hækl dernæst 1 fm om første lm-bue *3 lm, 1 fm om næste bue* - gentag til der i alt er 4 lm-buer, dernæst 1 lm, 2 stgm mellem de 2 stgm fra forrige runde. Gentag *-* om næste ananas og slut med 1 km i 3. m af de 3 lm fra start

8. omg: start med 1 km så nålen er mellem de 2 stgm fra forrige runde, hækl 3 lm (tæller som 1 stgm), 1 stgm, 1 lm, 2 stgm, 1 lm, hækl dernæst 1 fm om første lm-bue *3 lm, 1 fm* om næste, gentag *-* til der i alt er 3 lm-buer, 1 lm, 2 stgm, 1 lm, 2 stgm, gentag *-* om næste ananas og slut med 1 km i 3. m af de 3 lm- fra start.

9. omg: start med 2 km så nålen kommer mellem de 4 stgm fra forrige runde, hækl 3 lm (tæller som 1 stgm), 1 lm, 2 stgm, 2 lm, dernæst 1 fm om første lm-bue *3 lm, 1 fm*, gentag så er i alt er 2 lm- buer, 2 lm, og hækl dernæst 2 stgm, 1 lm, 2 stgm i mellem de 4 stgm, gentag *-* og slut med med 1 km i 3. m af de 3 lm fra start

10. omg: start med 2 km så nålen kommer mellem de 4 stgm fra forrige runde, hækl *3 lm (tæller som 1 stgm), 1 stgm, 1 lm, 2 stgm, 1 lm, 2 stgm, dernæst 2 lm og 1 fm om første lm-bue, 3 lm, 1 fm om næste lm bue, 2 lm* Spring til næste mellemrum og gentag *-*. Slut med 1 km i 3. m fra start

11. omg: start med 2 km så nålen kommer mellem den første gruppe af stgm fra forrige runde, hækl *3 lm (tæller som 1 stgm), 1 stgm, 1 lm, 2 stgm, spring til næste mellemrum og hækl 2 stgm, 1 lm, 2 stgm, om næste lm-bue hækles 2 stgm, 1 lm, 2 stgm* spring så til første mellemrum i næste stgm-gruppe gentag *-* – slut med 1 km i 3. m fra start

12. omg: start med 2 km så nålen kommer mellem den første gruppe af stgm fra forrige runde, hækl *2 lm (tæller som 1 hstgm), 1 hstgm, 1 lm, 2 hstgm, i næste mellemrum hækles 2 hstgm, spring til næste mellemrum og hækl 2 hstgm, 1 lm, 2 hstgm, i næste mellemrum hækles 2 stgm, 1 lm, 2 stgm. * gentag *-* og slut med 1 km i 3. m fra start.

Bryd garnet og hæft ender

onsdag den 6. februar 2013

Hæklet tørklæde i pang farve

Nogen gange lykkedes det bare at lave det perfekte tørklæde, og så endda i første forsøg!


I weekenden legede jeg med puff masker og bobl kanter - og fik skabt et "pangfarvet" tørklæde til de grå vinterdage!



Garnet er Rasmillas koral, nål størrelsen blev 4,5. Nogen tænker nok "det er da for stor en nål til det garn", men når man hækler stramt til hverdag, så er det indimellem fedt med det løse look!
 
Jeg tror jeg laver endnu et, og så bliver opskriften skrevet ned.

mandag den 21. januar 2013

Vinterleg i frostvejr

Sidste år startede jeg på et lille projekt, der åbenbart driller helt vildt..

Jeg hækler ananas i en firkant, men i første forsøg vred de skævt, i næste forsøg blev de ikke brede nok, men nu tror jeg endelig at der kommer noget brugbart ud af det:


Gråt og en smule uoverskueligt måske, men jeg er sikker på at det bliver godt!


Og så var vejret da bare helt fantastisk i torsdags!! Jeg kunne ikke dy mig for hoppe i det varme tøj og snuppe et par billeder af den "langhåret frost" som det hedder herhjemme:


Sanselig skønhed, og selvfølgelig skal man da lige pille lidt ved dette sjove fænomen




onsdag den 16. januar 2013

Januarfrost og hæklerier i struktur

Det er januar og frosten bider - ja, selv når man bare kigger ud af vinduet!

Hold op hvor er det koldt, men heldigvis giver det mig bare endnu mere lyst til at arbejde med de uldne garner:


Jeg har kastet mig ud i en omgang Gotlandsk pelsuld fra Filcolana (dog blandet med en tråd Alpakka fra drops).

Det er anden gang jeg laver noget i Gotlandsk pelsuld, og jeg ved egentlig ikke hvorfor! Inderst inde synes jeg jo, at det kradser af Pommern til, men der er bare et eller andet over det garn som jeg SLET ikke kan stå for!  Farverne er utrolige og garnets struktur er bare så... autentisk!

Men fordi det jo kradser lidt, så har jeg valgt ikke at lave noget der går for langt op i halsen - en sjælevarmer/poncho/skulder-disse - kald det hvad I vil - personligt er jeg jo vild med sådan nogle, men det er I vel ikke i tvivl om.. ha ha

Knapt så flatterende billede,  men det viser mønsteret rigtig godt! Nu skal jeg bare finde på en lækker feminin kant.. men mere om det en anden dag!

søndag den 23. december 2012

Julegaveræs 2

Marie er en frisk pige på 11 der elsker pangfarver og derfor var det oplagt, at hun skulle have en gave hvor farverne fik frit spil.

Så jeg valgte at fusionere inspira'en med Charlottes skønne firkanter, og der er blevet spytsplejset til den store guldmedalje:




Vild ser den ud, men den er bare SÅ flot når den kommer på (vi har nemlig smug-prøvet den hen ad vejen). 

Jeg mangler nu bare at lukke halsen og hækle den sidste kant, og så skal den vaskes. Mon ikke den når at tørre foran brændeovnen til i morgen hvor hun skal have den i gave?


Og så er der vist kun tilbage:

at ønske jer alle en rigtig glædelig jul!

fredag den 21. december 2012

Julegaveræs

Den sidste uge har jeg knoklet med at få de hjemmelavet gaver lavet færdig.

Nogle blev skrottet og andre blev langt bedre end forventet. Nu ligger der en stor bunke på sofabordet der lige mangler den sidste montering, og så kan de ellers pakkes ind. Jeg tror skisme jeg når det alligevel.


Til Mathias har jeg lavet denne her fyr:


  

Vi kalder ham Gustav, og der er delte meninger om hvorvidt han "behøver" at flytte hjemmefra...


torsdag den 13. december 2012

Pakker ud

I øjeblikket har de fleste nok travlt med at pakke ind, og nogen glæder sig til snart at pakke op, men i dag bruger jeg altså tiden på at pakke UD!

Vi har nemlig været 2 uger i Thailand, og kom hjem i går aftes kl 20.30 - til et vejrskifte på 30 grader.... Bvrrrrr! Det var en kold fornøjelse at krybe i seng i går aftes, men SKØNT at vågne op til sneen i dag.

Lige nu flyder hele mit stuegulv med bunker af sommertøj, badesandaler, skønne strandskatte og alle de souvenirs vi har taget med hjem... Hvor var det nu lige vi havde tænkt at de skulle være, da vi købte dem?


Rejsen bookede vi for 9 måneder siden, og vi har godt nok glædet os til at komme af sted, men 2 uger går da bare ALT for hurtigt når man endelig er der, og JEG kunne sagtens have brugt 2 uger mere..

Vi startede på Koh Lanta og sluttede i Ao Nang - her får I et par stemningsbilleder:

 Long tail både på Ao Nang stranden - hvor skal vi tage hen i dag?

Poda, Chicken, Tub & Mor øerne 

 Tiger cave templet (vi kom selvfølgelig helt op på toppen)

 Stranden og udsigten fra Poda island

Solskins piger på stranden

 (Lidt for) tæt på det lokale dyreliv

Varme nætter i skønne omgivelser

Måske skulle jeg bare pakke kufferterne sammen igen så følelsen varer lidt længere..

onsdag den 21. november 2012

Karry og kogler om halsen

Jeg har hæklet min første vinter "cowl" til i år.

Drops Nepal er nok blevet mit favorit garn til vintertilbehør. Det er lidt tungt, men utrolig blødt og efter den første vask får det bare et helt specielt udtryk når alpakka´en folder sine små fimre tråde ud - så bliver jeg helt blød i knæene og har næsten lyst til at bo i det.. Ja, man skal nemlig huske at nyde de små detaljer i garnet, og Drops fortjener altså en hyldest for deres Nepal hvis I spør' mig!


Det engelske ord "cowl" er da underligt, og når man udtaler det lyder det som "kogl"... hmm, tænkte jeg så... kogler er da egentlig sådan lidt "vinter-agtigt", mon ikke man kan hækle sådan nogle?


Og det kan man! Her i skøn forening med muslinger og puffmasker.. Gæt hvad jeg skal bo i til vinter..!

søndag den 18. november 2012

Hæklet pulsvarmere - de lysegrå

De her pulsvarmere har jeg hæklet til mig selv, i dobbelt yndlingsgarn fra Rasmilla.

Jeg er bare til det ultra feminine når det gælder hækling (og strik for den sags skyld)!!


Bløde, lange og lækre at have på - i hvert fald den allerførste gang..!! Ja, til mig store skuffelse blev de nemlig så udvidet, at de slasker og bare hænger efter første gangs brug, og det var jo bestemt ikke meningen.

Nu skal de hækles op i alpakka i stedet, og så håber jeg skisme at de holder lidt længere :-)