Sider

onsdag den 30. november 2011

Juleforberedelser

"Det' sørme, det' sandt, De'cember - den dejligste måned i nissernes land" - og for sådan én som Fru Madsen!

NU er det dagen før dagen hvor alt andet nips er pakket sammen og ryddet væk, og hvor huset i stedet skal stråle af retronisser og kitch'et julepynt fra dengang farmor var ung - ihhhh - hvor jeg nyder det.


Jeg har taget mig en fridag til at lave kalenderlys, pakke små pakker ind til julesokkerne, for at hænge stjerner op.. og der skal tændes lys... og det skal nydes.. for "Det' sørme - Det' snart - Det' JUL"! Yay!


lørdag den 26. november 2011

Vintage hue til mor -> hvis hun da får lov at have den i fred..

I går aftes hyggede jeg mig med følgende skønne men godt brugte opskrift på Ravelry: http://www.ravelry.com/patterns/library/olivias-butterfly eller direkte link  http://vallieskids.blogspot.com/2009/06/olivias-butterfly.html

Det blev til denne cool hue i skønt vintage look:
- og bedst af alt, det tog knap 1 time at lave den, sådan kan vi bedst li' det, ikk?

Jeg har brugt nål 6.5 og dobbelt tråd koksgrå meleret "Wool" fra Stof & Stil - hæklet i bageste maskeled hele vejen rundt (dette var ikke en del af opskriften).

Jeg kan kun sige én ting - I love it!

tirsdag den 22. november 2011

Hæklet hemmeligheder..

Jeg er præget af en tid der i øjeblikket hedder ALT for meget arbejde, ALT for mange arrangementer og ALT for lidt tid -> til at hækle!

Og når der så bliver hæklet, så er det hemmeligheder! "Hjemmelavet-bløde-julepakke-hemmeligheder" af den gode slags, og kun til dem der kan li´ det.. så af gode grunde kan jeg jo ikke afsløre for meget herinde på nuværende tidspunkt.. Øv, ville ellers gerne.. men måske kan jeg sige så meget, at der er fokus på hals og hænder - og dette er blot et af emnerne:

Brunt bomuldsgarn med en tyrkis knap - blødt og lækkert, men jeg kæmper med at finde ultra-tynd lædersnørre man kan hækle det op i det. Det kunne nemlig være for lækkert! Nogen der har et godt tip hvor man kan finde sådan noget? 

fredag den 11. november 2011

Dictes dulle-hue

Far og datter er ude at shoppe. Dicte hiver en hue frem og siger - "Sådan én vil jeg gerne ha'"!
Far kigger på huen, og dernæst på prisen - og udbryder "400 kroner!!! Den kan mor lave for en halvtredser!"
"Ok" siger Dicte og lægger huen på plads.

Mor kommer hjem senere på dagen og får straks at vide, at nu skal der laves en hue. Dicte tegner hvordan den skal se ud! Mor kigger på far og siger - "En halvtredser..? Du ved vist ikke hvad garn koster"... Far kigger over på mors garnbunke(r) og spør "Er garn da dyrt?" - mor siger ikke mere og skynder sig at gå igang.. :-)

Her er Dicte med sin vinter dulle-hue:

Jeg har brugt følgende opskrift som inspiration - jeg hæklede dog med så tykt garn at jeg måtte bruge nål 8 og stoppede udtagningen efter 48 masker. Kun de sidste 4 rækker hæklede jeg i bagerste maskeled - det gav en lidt federe effekt. Super nem at lave (vi snakker ca. 2 timer) og Dicte elsker sin nye hue!



torsdag den 10. november 2011

African flower pulsvarmere str. 6 år

Min skønne datter på 6 år har været med til at designe sine egne håndledsvarmere, som er lavet i dejlig Alpakka fra Sandness - se her hvad det blev til:

Det er måske lidt svært at se - men der er også tommeltot på (derfor er der indhak på den der endnu ikke monteret).

Der kommer ingen DIY på disse - men idéen er hermed givet videre ;-)

tirsdag den 8. november 2011

Halsrør med viftemønster

Hvor har vi dog bare haft mange kedelige grå dage i træk.. Jeg ved ikke med jer - men kedelige grå dage får mig til at hive kedelige farver frem af skabet, og en kedelig grå farve endte jeg så med på hæklenålen i fredags.

MEN... bare fordi farven er kedelig behøver mønsteret jo ikke at være det, så jeg hækler pt. et halsrør med et fedt viftemønster i dobbelte stangmasker. Garnet er Drops Nepal (farve: kedelig grå), nål 6.

Jeg tror det bliver super fedt når det er færdigt:


Så langt er jeg nået - ja, pt er det jo så egentlig et halstørkæde, men det bliver syet sammen til sidst:


Og - så skal I også lige se hvad der møder os hver morgen når vi træder ud af hoveddøren:


- det burde simpelthen være ulovligt at se så sød ud!!

4 stk nysgerrige nuttede mini-gøjsere - nu 5 uger gamle.


tirsdag den 1. november 2011

Hæklet efterår i Kauni

Sikke herlige hæklerier der kan komme ud af et nøgle Kauni (farve EX) og en hæklenål nr. 5!

De smukke firkanter er fra Drops (hæfte 120, model 3), jeg har hæklet 12 styks sammen på rad og række, og til sidst pyntet med en fin hjemmelavet kant - nu skal de sidste par ender bare hæftes..


- og så er der solskin om halsen på en rigtig gråvejrsdag!!


Tak til Butik Hanne i Bogense for inspiration :-)