Sider

onsdag den 29. august 2012

Pulsvarmere i dominans strik

Så fik jeg sørme lært at strikke dominans strik, og det blev til et par farverige pulsvarmere i flotte pang farver - klar til efterårets skovture:


Jeg har valgt at forskyde de grå striber, det gav nemlig en sjovere effekt, og så har jeg afsluttet med en hæklet krebsekant så ikke de ruller!

mandag den 27. august 2012

Et år ældre, men stadig lidt af et legebarn..

I dag har jeg fødselsdag og jeg elsker bare at blive vækket med børnesang og viftende flag! At se mine pigers ansigter lyse når de sidder spændt og venter på, at man pakker deres hjemmelavet gaver op - det er SÅ skønt!

Og sikke skønne gaver jeg har fået af dem i dag - et par hjemmelavet påfugleøreringe som min store pige har lavet i klubben, en super fin perleskål, en æske med decopage og søde tegninger!

I lørdags holdte jeg fest for familien, og i år har de virkelig været kreative med gaverne - jeg har fået lækkert naturfarvet moskusgarn fra Grønland, masser af yndlignsgarn fra Rasmilla, et gavekort til kursus hos Smyks, og så har jeg har også fået Politikkens strikke- og hæklebog.

Da jeg skimtede den igennem, så jeg et afsnit om dominans, og det måtte jeg liiiige prøve, så lige nu dominerer jeg et par pulsvarmere i Peruvian highland fra Filcolana!

Hmmm.. Jeg ved ikke helt om det ser rigtigt ud, nu må vi se når de er færdige!

torsdag den 23. august 2012

Gotlandsk pelsuld blev til en poncho

Jeg kom til at lege lidt med det gotlandske pelsuld fra Filcolana (der ellers skulle bruges til "Lea" som jeg startede på for snart lang tid siden! Men jeg har indset, at jeg aldrig kommer til at afslutte den - for jeg "sucker" nemlig for vildt til glatstrik)!

Så i stedet for gik jeg amok i mønster strik:


Resultatet blev først og fremmest et aflangt stykke strik med rib foroven og forneden, og intentionen var først at lave det til en "shrug" eller på dansk - en sjælevarmer, men hvis du spør mig, så er det de færreste shrugs/sjælevarmere der egentlig sidder godt når de kommer på.

I stedet syede jeg stykket sammen til et rør, og det kom der sørme en poncho ud af  - og til med en vellykket en af slagsen hvis jeg selv skal sige det.



Jeg slog 217 masker op på en 3'er, og gik så i gang med 3,5 cm rib (3 ret, 3 vrang). Dernæst skiftede jeg til pind 4.0 og strikkede et blad mønster fra Sys Fredens lille bog 'Mønsterstrik Ret & Vrang' (side 33) - jeg gentog mønster rapporten i alt 10 gange og afsluttede med 3,5 cm rib hvorefter jeg lukkede af.

Men... jeg snød dog lidt med halsen efter den blev syet sammen. For røret var for smalt til en dobbelt halsedisse, og for løst til en poncho, men så jeg hæklede jeg da bare en "indtagnings runde" øverst således: 2 km, 2 km sammen hele vejen rundt, og nu falder den ikke ned over skulderne!

Det kan da godt være at de fleste havde valgt at strikke indtagningen før de lukkede af, men ikke Fru Madsen - det skulle jo nødigt blive alt for let at strikke ;-))

Snip, snap, snude - vi ses derude!

mandag den 20. august 2012

50 shades of grey..

Fredag aften fik jeg trang til at hækle et efterårstørklæde:

Jeg ved ikke om I kender det, men idéen popper op når man mindst venter det, og man kan simpelthen ikke få fred før man finder ud af, om det nu også bliver godt - så jeg krøb ind under sengen, fandt et par nøgler alpakka i mit hemmelige stash, og da der stortset kun var grå nuancer at vælge mellem var det jo ret nemt - og så kunne jeg ellers gå i gang:


hæ..hæ.. det er bliver vist aldrig nemt at tage et billede af sig selv i spejlet

Lørdag formiddag sad jeg så med dobbelt tråd alpakka i 30 graders varme og det kan altså ikke anbefales, så det blev til hurtig dømt et aftenprojekt, og i løbet af søndag aften kunne jeg så afslutte kanten på tørklædet.

Der blev vist ikke sparet på detaljerne! Netmønster, vifter, store huller og runde picot'er på kanten - hvorfor ikke gå "all-in" når nu fantasien alligevel er i gang?


Dette bliver uden tvivl mit yndligstørklæde når kulden kommer - det er blødt, lækkert og ultra feminint, sådan som jeg vist bedst kan lide det..

"e" står for elsker det allerede - men opskriften, ja, den er desværre stadig kun i hovedet.

søndag den 12. august 2012

Kant til Fiskenet tørklædet

Kanter på tørklæder giver altid den sidste finish, og ofte er de ikke svære at lave. Her får I kanten på Fiskenet tørklædet:


Kanten kører på 5-tabellen  - så forudsætningen for at denne kant lykkedes er, at rækkerne på grundtørklædet skal være deleligt med 5!

Fremgangsmåde:
1) Tæl fra spidsen af dit grundtørklæde at antallet af huller langs venstre side i nettet er deleligt med 5

2) hækl så langs venstre sidekant: 5 lm og 1 fm om første lm-bue, hækl dernæst 5 lm og 1 fm om hver lm-bue til du når spidsen af tørklædet, her hækles 1 fm, 5 lm, 1 fm, 5 lm og 1 fm om næste lm bue, hækl igen 5 lm og 1 fm om hver lm-bue til du når top - afslut med 5 lm og 1 fm 5. m af sidste bue af grundtørklædet

sådan skal det se det ud på spidsen

3) vend med 2 lm og 1 km om første lm bue, hækl 5 lm + 1 fm om næste bue, dernæst 8 stgm + 1 fm om den "3." lm bue - forsæt nu runden ud med *2 lm-buer af 5 lm +1 fm, dernæst 8 stgm om hver 3. bue som afsluttes med 1 fm om hver "4." lm-bue*. Der skal være 8 stgm om lm-buen i spidsen af tørklædet, og runden afsluttes med 2 lm og 1 km  i stgm fra topkant på grundtørklædet!

 2. omgang set fra tørklædets spids - hvor der skal være 2 lm buer og 8 stangmasker om den næste lm-bue

4) vend med 4 lm og 1 stgm om første lille lm bue (som er de 2 lm fra før)  hækl dernæst 1 lm og 1 stgm om næste bue, endnu 1 lm og 1 stgm om samme bue, 1 lm +1 stgm i hver af de 8 stgm'er i muslingen, 1 lm og 1 fm om næste lm bue, *5 lm og 1 fm om næste lm-bue, 1 lm + 1 stgm i hver af de 8 stgm i muslingen, 1 lm + 1 fm om næste bue* runden ud - efter den sidste stgm i sidste musling hækles 1 lm, 1 stgm om næste lm-bue, 1 lm og 1 stgm om samme bue, 1 lm, 1 stgm i den lille lm-bue (de 2 lm fra før) og 1 stgm i km'en.

Muslingen er nu vokset med stangmasker adskilt af 1 lm og der er kun 1 lm bue mellem muslingerne

5) Vend arbejdet og hækl i første mellemrum; 3 lm og 2 stgm sammen, 1 picot - i hver af de næste mellemrum samt resten af muslingen hækles i hvert mellemrum *3 stgm, 1 picot, 1 fm om lm-bue til næste musling* fortsæt således omgangen ud - slut med 3 stgm sm i sidste mellemrum, bryd garnet og hæft ender.






tirsdag den 7. august 2012

Halstørklæde i ananasmønster


Kan I huske det lange halstørklæde med ananas jeg lavede ved juletid sidste år?

Nu har jeg endelig skrevet opskriften ned (bedre sent end aldrig), og med dagens byger bliver man da helt i efterårshumør, så måske der er nogen derude der har lyst allerede nu, at lave dette nemme efterårsprojekt:



Nål størrelse: 5.0

Garntype: Nepal fra Drops

Sværhedsgrad: begynder

Tørklædet består af 2 dele hvor den ene side hækles først hvorefter den anden side hækles ud fra startlænken af første del!

1. omg: Hækl 18 lm og sæt nålen i 3. maske fra nål og hækl 1 stgm, 2 lm, 2 stgm i samme maske, hækl 5 lm, skip 6 masker, og i næste maske: 2 stgm, 2 lm, 2 stgm, hækl 5 lm, skip 6 masker og hækl 2 stgm, 2 lm, 2 stgm i sidste maske

2. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 5 lm hen til næste V hvor der hækles 2 stgm, 2 lm, 2 stgm, 5 lm til næste v hvor der igen hækles 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

3. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 5 lm hen til næste V hvor der hækles 2 stgm, 5 lm, 2 stgm, 5 lm til næste v hvor der igen hækles 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

4. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 5 lm hen til næste V hvor der om lm-buen hækles 10 stgm, 5 lm til næste v, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

5. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første stgm, i hver stgm hækles *1 stgm, 1 lm* - gentag 9 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

6. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første stgm, hækl 1 fm, *5 lm, 1 fm i næste stgm* gentag 8 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

7. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 7 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

8. vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 6 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

9. omg: vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 5 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

10. omg vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 4 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

11. vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 3 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

12. vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 2 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

13. vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af *5 lm, 1 fm om næste lm-bue* gentag 1 gange, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm

14. vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen efterfulgt af 5 lm, 1 fm om næste lm-bue, hækl dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm
Mønster rapporten for en ananas er nu slut, men i denne opskrift gentager vi rapporten 3 gange pr. del til så hver del består af 4 ananas. Dvs. vi starter nu forfra i mønsterrapporten med 2. omg der skal hækles 2 gange


15. omg: hækles som 2. omg

16. omg: hækles som 2. omg

17. omg: hækles som 3. omg osv.


Når du har hæklet 4 ananas i alt på den første del af tørklædet hækles afslutningen på sidste ananas således:

Vend med 1 lm, hækl 2 km til lm-buen, her hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm, 3 lm hen til første lm-bue, hækl 1 fm om lm-buen og dernæst 3 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm i næste V.

Vend igen med med 1 lm, 2 km, hækles 3 lm (=1 stgm), 1 stgm, 2 lm, 2 stgm – spring dernæst direkte over i sidste V og hækl 2 stgm, 2 lm, 2 stgm. Bryd garn og hæft ender.

Del 2 hækles nu direkte ud fra starten af den første del – sæt garn til således:


Start med 3 lm, 1 stgm, 2 lm, 2 stgm i første hul, så hækles 5 lm, 2 stgm, 2 lm, 2 stgm i næste hul, 5 lm, og 2 stgm, 2 lm, 2 stgm i sidste hul, forsæt nu fra 2. omg i opskriften og lav i alt 4 mønster rapporter.

God fornøjelse :-)

mandag den 6. august 2012

Inspira cowl #2

Begge mine piger har plaget om at få deres egen Inspira, og i går aftes fik jeg strikket den ene færdig.

Hun valgte selv farverne og rækkefølgen af striberne og her er så resultatet:

Umiddelbart tror jeg hun kan li' den..

Den blev i grå og lilla nuancer fra Drops (Nepal) og strikket efter de notater jeg gjorde mig sidst.

På pind nr. 5 slog jeg atter 168 masker op, dernæst strikkede jeg den dobbelte picot kant efterfulgt af den baltiske fletning.

Så kommer første mønster rapport 3 ret (hvid), 3 vrang (sort) i alt 12 rækker, dernæst 1 række ret i hvid, og 1 række ret i mørkegrå. Jeg starter næste mønster rapport med 3 ret (sort), 3 ret (mørkegrå), og efterfølgende 5 rækker strikkes der vrang med den sorte. I alt 6 rækker mørkegrå og sort. Dernæst 1 række ret i mørkegrå, 1 række ret i lys lilla, 3 rækker lys lilla og sort (hvor den første række strikkes ret i begge farver).

Første indtagning lavede jeg efter 3. bjælke af de 12 rækker (det er den brede mørkegrå ved skulderen) og der tog jeg ind således: 2 ret sammen, 5 ret, 2 ret sammen rækken ud. Det giver godt nok lidt knas i de forskudte sorte rammer, men det ser nu ok ud og er gjort efter opskriften! Næste indtagning til halsen (som ikke er med i opskriften) kommer efter den smalle hvide bjælke, her strikkede jeg 2 ret sammen, 2 ret, 2 ret sammen - rækken ud.

Efter vask bliver den strukket ud over en stol til tørring (undtagen halsen) - det ser lidt vildt ud når man hiver den så meget ud, men den holder formen, og de sorte vrang striber folder sig flot ud! (Hvis man ikke strækker den ud kan man altså ikke passe den, og så bør man nok slå flere masker op).

Anyway, nu skal jeg så i gang med nr. 3 til mindste-tøsen, og hun vil ha' masser af pang farver på!