Takket være Sidsel har jeg nu meldt mig til et begynderkursus i strik, som starter onsdag i næste uge - og jeg glæder mig helt vildt!
Nu skal jeg så lige finde ud af hvad jeg skal lære at strikke, så den søde lærerinde kan nå at forberede hvad hun skal hjælpe mig med - men egentlig har jeg kun ét rigtigt strikkeønske og det er at lære at strikke strømper - til børn og voksne, tykke og tynde (altså strømperne)!
Det bliver måske også lidt kedeligt kun at kunne strikke strømper, så i dag tænkte jeg, at hvis jeg nu "tyv-starter" på noget andet og ser om jeg kan, så kan jeg måske få hjælp til det jeg ikke kan, i de opskrifter som er så forbandet svære at læse (og forstå) - derfor har jeg tyvstartet med den her lille vest til familiens nye buksetrold:
Jeg så noget lignende i efteråret på den kreative messe i Musicon og jeg husker, at jeg tænkte - "hvis jeg nu kunne strikke, så ville jeg helt klart strikke sådan én" - så en hurtig gennemgang af svigermors gamle 'Alt om håndarbejde' (blad nr. 7 fra 1974) - sørme - dér var opskriften! Jeg elsker bare de blade og de er tilmed så høflige i sproget: "Det er en model der har overlevet flere generationer. Vore bedstemødre strikkede den også, så De kan være sikker på, at den er forbrugervenlig". Herligt sprog!
Indtil videre går det fint, men om 5 cm skal jeg til at dele stykket i 2, sætte restmasker på snor, senere fange maskerne igen (hvordan dælen sikre man, at de vender den rigtige vej?), strikke knaphuller - hmmmm.. måske var det nemmere bare at strikke ryggen først..
Hvis du har en super idé til noget forholdsvis nemt begynder strik så må du hjertens gerne efterlade et link eller 2 til inspiration :-)
Ha' en super dag!